Døden er for mange mennesker et tabuiseret begreb.
Vi snakker næsten kun om det, når det er tvingende nødvendigt.
Altså når “DØDEN” banker på. Når vi ser på menneskets historie og særligt på de traditioner, som handler om “ligbegængelse”, så er det tydeligt, at de er meget forskellige.
Den af de største forskelle, som jeg har fundet i min søgen blandt disse traditioner, er den måde, hvor vi behandler vores “efterladte” fysiske krop.
Groft sorteret så findes der to traditioner.
Dels den, som indebærer en kremering. (Ligbrænding). Det vil sige, at man stadig kan nænne at dræbe det mikroliv, som er tilbage i ens lig efter den fysiske “død”.
Og dels den, som kaldes “jordfæstelse“. Her bliver kroppen lagt til hvile i en kiste, som efterfølgende sænkes i jorden.
Hvilke faktorer er så afgørende for om, vi vælger kremering eller jordfæstelse?
Det viser sig at svaret på dette spørgsmål handler om personens spirituelle indstilling. Dets opfattelse eller forståelse af livet.
Denne forståelse er lader til at være todelt eller splittet op i to forståelsesrammer.
I den ene forståelsesramme bliver beslutningen om kremering taget med udgangspunkt i et “Et-Livs-Perspektiv“.
Altså vores bevidsthed, sjæl eller ånd er funktioner af vores hjerne og de biologiske processer, som sker der.
I den anden forståelsesramme bliver beslutningen taget med udgangspunkt i et “Et-Flerlivs-Perspektiv“. Vi taler herom, at vi “tror” på “Reinkarnation”.
Og netop det faktum, at døden er et sådan “tabuområde”, er en af årsagerne eller drivkræfterne i til at oprette en sådan hjemmeside, som humanbegravelse er.
